1,7 millioner kroner skal løfte Horsens Middelalderfestival til nye højder

Horsens Middelalderfestival får nu mulighed for at realisere en mangeårig ambition om at styrke festivalens historiske formidling. Sammen med Museum Horsens udvikles et nyt område på FÆNGSLET, hvor gæster fremover kan opleve både museumsudstilling og en historisk riddersal.
Udviklingen sker over tre år frem mod 2028 og bygger videre på festivalens tidligere brug af Vestsalen til formidling af middelalderens liv, fortællinger og traditioner.
"Middelalderfestivalen og Horsens hænger uløseligt sammen. Det er derfor helt naturligt, at Museum Horsens vil bringe vores viden og faglighed endnu mere på banen. Sammen med festivalen vil vi gerne udvikle formidlingen til glæde for de mange gæster," siger museumschef ved Museum Horsens, Karsten Merrald Sørensen.
Den nye riddersal bliver skabt med inspiration fra kong Erik Menveds tid og skal danne ramme om blandt andet foredrag, koncerter, kædedans og quizzer. Samtidig vil særudstillingen ”Middelalderbyen Horsens – byen og borgerne” give gæsterne mulighed for at opleve byens udvikling gennem middelalderen.
Projektet er muliggjort gennem støtte fra Augustinus Fonden, Nordea-Fonden, Engell Friis Fonden og Insero, som samlet har bevilget 1,7 millioner kroner i 2026.
"Det nye formidlingsområde er et stort skridt mod at skabe en endnu mere lærerig, levende og oplevelsesrig festival, hvor fortidens fortællinger bringes til live for et moderne publikum. Vi vil fortsat sørge for, der er noget både for de meget historisk interesserede, men samtidig også dem, der kommer for stemningen og den folkefest, som Horsens Middelalderfestival også er. Jeg tror på, vi rummer noget for alle," siger chef for Kultur & Event i Horsens Kommune, Lasse Schuleit.
Fakta
- Projekt: Nyt formidlingsområde på Horsens Middelalderfestival.
- Samarbejdspartnere: Horsens Middelalderfestival og Museum Horsens.
- Sted: FÆNGSLET i Horsens.
- Projektperiode: 2026-2028.
- Støtte: 1,7 millioner kroner.
- Fonde: Augustinus Fonden, Nordea-Fonden, Engell Friis Fonden og Insero.
- Nyt område: Museumsudstilling og riddersal.
- Ny riddersal: Inspireret af perioden under kong Erik Menved (1286-1319).
- Treårigt overtema: ”Den forunderlige middelalder”.
- Temaer:
- 2026: ”Som folk er flest” – almindelige menneskers fortællinger og hverdag.
- 2027: ”Fra hedenskab til himmerige” – tro, religion og spirituelle strømninger.
- 2028: ”Magtens hemmeligheder” – adelens liv og magtens centrum.
- Festivaldato 2026: 28. og 29. august på FÆNGSLET i Horsens.






Accepter kun nødvendige cookies