Tour de Jylland krydser Storebælt og inviterer alle med på cyklen

Tour de Jylland tager i 2026 et nyt skridt, når cykelløbet for første gang krydser Storebælt og begynder på Sjælland. Løbet starter den 13. august i Klampenborg, hvorefter deltagerne cykler gennem blandt andet Tisvildeleje og Sjællands Odde, inden turen fortsætter i Jylland mod Aarhus, Hou og Himmelbjerget.
Cykelløbet blev skabt af østjyske Michael Dvinge efter en alvorlig ulykke, der gav ham en hjerneskade og ændrede hans liv. Han ønskede at skabe et fællesskab, hvor alle kunne deltage uanset alder, handicap eller cykeltype.
"Da jeg startede Tour de Jylland, var målet at vise, at cykling skal være for alle. Nu tager vi næste skridt og bringer fællesskabet til Sjælland. Jeg håber, at endnu flere får lyst til at hoppe på cyklen og være med, hvad enten det er på en enkelt etape eller hele turen," siger Michael Dvinge.
Tour de Jylland 2026 består af fire etaper og samlet 265 kilometer. Deltagerne behøver ikke være toptrænede eller bruge en bestemt type cykel. Det er muligt at køre med på enkelte etaper, dele af en etape eller hele turen, og både personer med og uden handicap er velkomne.
Cyklistforbundet støtter arrangementet og opfordrer medlemmer og andre cyklister til at deltage.
Faktaboks:
- Event: Tour de Jylland 2026.
- Dato: 13.-16. august 2026.
- Arrangør: Michael Dvinge.
- Formål: At skabe et inkluderende cykelfællesskab for alle uanset fysiske forudsætninger, erfaring eller cykeltype.
- Rute: Klampenborg – Tisvildeleje – Sjællands Odde – Aarhus – Egmont Højskole – Hou – Himmelbjerget.
- Distance: 265 kilometer fordelt på fire etaper.
- Deltagelse: Gratis.
- Målgruppe: Personer med og uden handicap.
- Mulighed for deltagelse: Enkelte etaper, dele af etaper eller hele turen.
- Fokus: Fællesskab, oplevelser og deltagelse frem for konkurrence.






Accepter kun nødvendige cookies